Børnene opdeles i mindre fordybelsesgrupper
Projektarbejdsformen er kendetegnet ved at foregå i mindre grupper, at være deltagerstyret og tage udgangspunkt i barnets nysgerrige udforskning af omgivelserne.
Den rummer derudover mulighed for mange kreative forløb, der ikke på forhånd støtter fastlagte resultater eller rigtige og forkerte svar.
I fordybelsesgrupperne fordyber børn og voksne sig i et tema/emne. Det kan handle om giraffer, snegle, kryb kravl, skeletter, lys, musik, dans, massage, drama eller mørke
Det kan også være materialekendskab og brug af redskaber som, farver, modellervoks, saks, ler eller genbrugsmaterialer.
Gennem undersøgelser, skabende arbejde, dialoger og eksperimenter går pædagogen på opdagelsesrejse og udforsker temaet sammen med børnene. På den måde får alle en dybere indsigt i temaet.
Vi ser ikke læring som en lineær proces, men som en proces hvor barnet gennem skabende arbejde, selv eller sammen med andre, konstruerer sin forståelse af verden.
Værkstedernes indretning inspirerer og understøtter børnenes udtryksformer og børnene kan f.eks. fordybe sig i musik, dans, kreative aktiviteter med genbrugsmaterialer, drama, præsentation, konstruktion eller rollelege.
De voksne er nærværende i børnenes processer og veksler mellem at gå foran børnene (ved at indrette rum eller ligge noget frem), gå ved siden af børnene (ved at være medskabende eller medundersøgende) og gå bag ved børnene (ved at følge børnenes initiativ eller iagttage) i arbejdet med de forskellige temaer.